Oktober fiskeri efter torsk
Opdatering til alle fiskeri i København: Torsken ER tilbage og de er allerede af fin størrelse. Vi er nok en del der har gået og ventet lidt utålmodigt på hvornår torsken var tilbage. Der har stort set ikke været nogen hele sommeren. For mit eget vedkommende hev jeg kilo-torsk op hele April og så var de pludselig væk i Maj. Og kom ikke tilbage. Men nu er de her altså, torsken. Jeg har fulgt med i debatterne i Facebook grupperne og har samlet lidt tips til hvordan du får en fuldfed havnetorsk på krogen.
Krabbespisende torsk
Min første torsk jeg fik i denne ombæring var for en uge siden. Den gylpede en helt frisk krabbe op. Det samme har jeg set de andre torske-fangster beskrive. Vi har altså at gøre med torsk der jager krabber på relativt lavt vand i havnen.
Der er meldt om fangster især i Nordhavns bassinerne og i Inderhavnen. Også på Lynetten er der taget fisk. Rigtig mange torsk i Inderhavnen faktisk. Området omkring Islands Brygge. Der er også flere fangstmeldinger fra Nordhavns bassinerne og jeg tog selv en der. Jeg fik også en ved Langelinje, prøv Midtermolen. I det hele taget virker der til at være godt med torsk. Hvis du ikke får nogen hug indenfor 10 kast så prøv et andet sted.

Fang dem på jig langs bunden
Torskene jager som sagt krabber på bunden, så det gælder om at fiske helt på bunden. Min anbefaling, en jig på 25-35 gram, gerne rød eller orange, fisket langsomt langs bunden med enkelte ryk. Jeg har fået mine torsk indtil nu på indspoling dog – ikke ryk – så vær ikke bange for bare at trække langsomt ind. Det er endnu en fordel med jiggen, da den ikke giver de samme bundbid. Torskene kan bide meget tæt på kajen, helt inde under land.
Skumringstid er fangsttid
Ja, som altid er fiskeriet bedst ved solopgang og solnedgang. Der bliver endnu ikke fanget så meget midt på dagen, men mange fangster ved solnedgang. Og solnedgang er jo nu allerede før kl 19, så det passer fint med en tur i havnen efter arbejde.
Hav en plan for at få torsken op
Det er ret surt at miste en fisk fordi man ikke lige havde tænkt over hvordan den skulle op på land. Der kan jo nemt være flere meter ned til vandet. Små torsk omkring 1-2 kg kan løftes op med stangen. Torsk over 2kg op til 3kg kan løftest op i linen. Større end det – og de er sjældne lige nu – er det bedst med et teleskopnet.
Kort sagt
Lad os resumere:
- Fisk med jig langs bunden
- Fisk ved skumringstid
- Fisk i de dybe Nordhavns-bassiner og Inderhavnen (eller Lynetten)
Knæk og Bræk,
Erik