Mine julegave ønsker i 2018 og forhåbninger til det nye år

God Jul til alle læsere her på Oceankaj.dk! Sikke et år det har været med masser af fiskeri (også for dig håber jeg). Jeg fik selv endelig en havørred på krogen i Slusen i Sydhavnen og der var masser af makrel i sommers. Med året på hæld er det blevet tid til en lille status over året der gik og hvad jeg ønsker mig af det nye år.

Havørred og Waders

Sådan så den ud – den første havørred i KBH Havn

Året bød som sagt på min første havørred i København Havn. Den blev taget i Sydhavns Slusen, nok det bedste spot i KBH efter jagten på de blanke. Forud var der gået en hel masse nulture andre steder i København. Det er meget det samme jeg hører fra andre fiskere i København, der er langt mellem snapsen andre steder end Slusen.

Det er da også grunden til jeg ønsker mig et ordentlig sæt waders til Jul, så jeg får adgang til flere gode fiskespots fx Knud Rasmussen Statuen i Skovshoved. Nu er waders jo dyre og jeg overvejede næsten (også kun næsten) at tage et kviklån eller kassekredit, inden jeg opdagede at man kan få et par udmærkede åndbare af slagsen til omkring 1000kr. Tak til Hunters House på Fredriksberg for den kyndige vejledning.

Fremtiden for Oceankaj?

Der går mange rygter om hvad Oceankaj skal bruges til i fremtiden. Sikkert er det at der skal lægge krydstogtskibe til, men der går også rygter om at stedet skal bruges som opbevaring af diverse kemikalier og lignende. Hvordan flugter det med ideen om at bygge en grøn bydel derude?

I det hele taget trænger Oceankaj til politisk opmærksomhed. Stedet er blevet et folkeprojekt og med så meget fokus der har været på bæredygtighed kan det undre at ikke de grønne partier i København er kommet med. Måske er de ikke opmærksomme på sagen? I så fald må vi prøve at råbe dem op. Vi skal ganske enkelt have tænkt lystfiskeriet ind i den nye Nordhavn bydel. Jeg er dog sikker på der vil ske meget efterhånden som man kommer tættere på at få bygget derude. Lige nu er det simpelthen for mange år ude i fremtiden til at det er relevant.

Nye projekter på Oceankaj.dk

Jeg havde egentlig tænkt mig at Oceankaj.dk skulle udvide i år og dermed måske også skifte navn. De mest populære sider her på siden er om fiskespots. Det mangler nemlig nemlig. Planen var at udvide sitet med fiskespots i flere af de store byer, blandt andet Aarhus og Helsingør, hvor der også er udbredt streetfishing. Det er dog ikke sket, fordi jeg simpelthen ikke har haft tiden til det. Det ville også kræve at jeg fik noget hjælp fra nogen i de byer. Måske kan det blive til noget? Vi får se.

Hvad er dine fiskemål i 2019?

Er du ny fisker og bare gerne vil fange din næste havnetorsk? Er du madfisker der hiver massevis af flade op på Oceankaj? Måske er du bidt af fiskeriet efter den drilske havørred? Lad mig høre i kommentarfeltet. Til sidst vil jeg bare gerne ønske alle et godt nyt år og knæk og bræk til alle lystfiskere i Københavns Havn!

Jeg er lystfisker i København og her på siden deler jeg mine bedste fisketip med dig. Især til Oceankaj og andre steder i Nordhavn.

VI VIL RIGTIG GERNE HØRE FRA DIG!

SKRIV EN KOMMENTAR

itemscope itemtype=”http://schema.org/Organization”> FB
Oceankaj