Fang Hornfisk i København og andre steder – sæson 2023

Hornfisken er en underlig fisk, et næbdyr med grønne ben og lang blank krop, men det er også en af de sjoveste fisk at fange. Alle kan være med når hornfiskene melder deres ankomst i Øresund i Maj indtil de så småt forlader os i Juli. Skal du ud og fange en fisk, med noget nær fangstgaranti, så er det her du skal slå til! Således også på Oceankaj og i resten af Københavns havn.

Hornfisk

  • Sæson: Maj til Juli
  • Grej: Blink
  • Spises: Stegt

Hornfisken er en pudsig fisk. Den er lang og tynd, næsten som en udstrukket sild og med et langt “næb” foran som den bruger til at jage. Måske er den nærmere en slags marlin/sejlfisk med blanke skæl som en sild. Uanset, så er hornfiske fiskeriet noget der skaber røre og historier hvert år. I Helsingør står fiskere skulder ved skulder og hiver den ene hornfisk op efter den anden. Det kan næsten blive så meget at nogen forbander dem langt væk!

Men også kun næsten, for det er sjovt at fiske hornfisk – og nemt. Hornfisken er en stimefisk der ankommer til danske farvand i kæmpestort antal. Modsat makrellen, der også en sæsonfisk i store stimer, så holder hornfisken sig til det lavere vand og går helt i overfladen. Derfor er den nem at fange fra kysten.

Hornfiskeriet foregår næsten overvejende med blink, selv om man også kan forsøge sig med bobleflåd og sildestykke. Det er der dog næsten ingen grund til for hornfisken hugger villigt på blink.

Her fanger du hornfisk i Københavns Havn

Du kan finde hornfiskene mange steder i København, men gerne steder med ålegræs. Nordhavn Tippen og Oceankaj er gode spots, samt Slusen i Sydhavnen, men du kan finde dem de fleste steder langs kysten.

Hornfiskeri med blink

Dit hornfiskegrej er blink. Et langt, tyndt et af slagsen på en 20g eller lidt mere. Da hornfisken går tæt ved land, gerne hvor der er ålegræs, behøver du heller ikke kaste langt ud.

Hornfisken, der jo hedder sådan på grund af sit “horn”, bruger sit lange næb til at slå til byttefisk før den sætte tænderne i dem, og derfor oplever du ofte mange hug før du får en på krogen. Det er en af grundene til at nogen er begyndt at fiske uden krog. Ja, du hørte rigtig, uden krog!

Hornfisk har tænder der vender bagud og derfor kan de ikke så let give slip på noget de har bidt i. Derfor kan du faktisk fiske hornfisk uden krog men med en stofline bag ved dit blink. Det skulle efter sigende være den mest effektive måde og så undgår du fejlhug fra andre fisk. Men lad os være ærlige, det lyder ret tosset og jeg må indrømme ikke at have prøvet det. Det virker sikkert, jeg har bare ikke fået prøvet.

Du kan købe hornfisk blink hos din lokale grejhandler eller hos Fiskegrej.dk og Lystfisk.dk

Teknik er vigtig når du fisker hornfisk. Lad mig sige det igen: teknik er vigtig. Modsat meget andet fiskeri, så gælder det om at fiske hurtigt og i overfladen. Du skal ikke fiske varieret langsomt og med diverse stop i din indruldning, det fuld fart derudaf fra blinket rammer overfladen. Du kan næsten ikke spole hurtig nok ind og rammer blinket overfladen er det bare fint. Hornfisken er lynhurtig, hurtigere end du kan spole ind.

Tommelfinger regel: Hellere for hurtig end for langsomt.

Det er sådan set det. Hornfisk er rigtig sjove at fange, jeg synes de minder lidt om makrel i deres fight. Fordi du fanger dem i overfladen kan du mærke deres vilde kamp. Det er helt sikkert fiskeri der skal prøves.

Hornfiskeri med flåd

Det er også meget effektivt og langt mere afslappende at fange hornfisk på flåd. Det nemmeste er med et simpelt bobleflåd og 1-2 meters line under. Agnet er sildestykker, skåret i tynde strimler. Hornfisk går højt i overfladen, så der er ingen grund til at bruge mere line. Når du får bid vil du godt kunne være i tvivl. Typisk vil du se flådet gå ned og op hurtigt, men så tilsyneladende stå lidt stille og så måske begynde at trække langsomt langs overfladen. Det skyldes at hornfisken først angriber med sit næb og først bagefter tager agnet. Desuden går hornfisken ikke mod bunden eller i et kraftigt udløb til at begynde med som fx makrel.

Du skal være klar over at hornfiskeri på flåd betyder krogning dybt i munden, der oftest betyder det er umuligt at få krogen ud. Derfor skal du ikke fiske med flåd, hvis ikke du vil have fiskene med hjem.

Opbevaring og Spise

Når nu hornfisk er sådan en sjov og nem fisk at fange, hvorfor er den så ikke mere populær? Svaret er at den desværre har mange ben og de er svære at få ud af den. Professionelle bruger et særlig jern til at udbene, men det har du ikke, så andre metoder må bruges.

Der er flere video på nettet der viser hvordan man gør, men jeg er nok mest tilhænger af at acceptere at der er ben og så simpelthen stege dem med ben og det hele.

Som med sild eller makrel, skærer du simpelthen bare hornfisken i et par stykker – efter du har renset den selvfølgelig – og så på panden med rigeligt smør. Kartofler, agurkesalat og smørsovs, det smager aldeles glimrende. Men der er ben i dem, det kan vi ikke komme udenom. Heldigvis er de så grønne, så de er nemme at se!

Knæk og bræk!

En kommentar til “Fang Hornfisk i København og andre steder – sæson 2023”

Skriv en kommentar