Langelinie

Området omkring Langelinie er et fint sted at fiske, især efter torsk om efteråret og efter makrel om sommeren. I sommerhalvåret frem til Oktober lægger der krydstogtskibe til og derfor er der det meste af selve Langelinie afspærret. Sådan er de nye vilkår for havnefiskere i København desværre.

Man kan stadig fiske på Langelinie helt ude for enden, hvor der ligger en lille isbod. På siden ud mod Kronløbet (indsejling til Inderhavnen) er der en trappe ned til en lille plads, hvor der er kort ned til vandet. Her lægger havnerundfarten og andre turistbåde til om sommeren, så det er ikke et spot der er godt på det tidspunkt af året. Herfra kan du nemt lande stortorsken, hvis du er så heldig. Fra spidsen kan du kaste i alle retninger, ind mod Midtermolen, over mod Nordhavn eller ind i Kronløbet. Jeg har fået torsk her og stedet har den fordel at du kan kaste uanset hvordan vinden blæser. Du vælger bare at stå med vinden i ryggen. Jeg har ikke set så mange fiske her, så du kan få det for dig selv.

Midtermolen ligger mellem Amerikakaj og Langelinie, der hvor Alm. Brand har deres hovedkvarter. For enden af denne mole har jeg fået nogle gedigne havnetorsk, der hugger helt tæt under land. Et godt spot til efterårets torskefiskeri. Nu er det sådan med spots i Københavns Havn at rygtet spredes hurtigt, så hvis der er mere end en eller to fiskere bliver Midtermolen måske lidt trang. Det er heller ikke fordi det er meget bedre her end Inderhavnen eller Nordhavns Bassinerne, men det er da nemt at komme til. Der er rimelig langt ned til vandet, så hav helst et teleskopnet med eller lignende.

Jeg er lystfisker i København og her på siden deler jeg mine bedste fisketip med dig. Især til Oceankaj og andre steder i Nordhavn.
      itemscope itemtype=”http://schema.org/Organization”> FB
      Oceankaj