Fang din egen fisk og spar penge på madbudgettet

Hvor meget kan du realistisk spare på budgettet hvis du er fisker i Københavns Havn?

Kan du lide fisk – altså at spise dem? Du kan sikkert bedre lide kød, det kan de fleste. Men hvis du kan spise fisk, bare en gang eller to om ugen, så kan du spare mange penge på madbudgettet. Og det er jo smart på et smalt SU-budget eller hvis du er på kontanthjælp. Jeg forklarer hvordan!

Så meget kan du spare

Hvor meget du sparer afhænger fuldstændigt af hvor mange fisk du fanger og spiser. Det er ikke unormalt at fange 2-3 flade (eller mange flere) på en tur på Oceankaj. 2 flade af normal størrelse er en god aftensmad for selv velvoksne mænd. En fin torsk i havnen kan nemt være 1.5 til 2 kilo og her er der aftensmad til 2-3 dage. Et par makrel eller et par hornfisk giver også mad til flere dage.

Fisk mætter rigtig meget, mere end kød og andre proteiner, så der skal heller ikke så meget til.

Jeg gætter på jeg sparer omkring 500 kr. hver måned på mad, men teoretisk set kunne du nok godt leve udelukkende af din egen fangede fisk! Det er et projekt jeg har haft lyst til prøve i noget tid, fange hele min aftensmad i en måned i Københavns Havn. Men så vild er jeg heller ikke med fisk.

Fang din aftensmad i havnen

2 kg torsk er god aftensmad. Fanget på under 10 kast.

Der var engang hvor ingen ville drømme om at spise en fisk de havde fanget i Københavns Havn eller Aarhus Havn. Det var dengang hvor der var tung industri i havnene og vandet var fuldt af giftige sager. Sådan er det ikke længere. Vandkvaliteten i Københavns Havn er nu så god at både mennesker og dyr boltrer sig i bølgerne. Havnebadet er det bedste bevis du behøver. Men også fiskene er vendt tilbage i stort antal og de er sunde. Københavns Kommunes eksperter har givet grønt lys for at spise Torsk, Hornfisk, Makrel, Ørred og Fladfisk fanget i havnen. Det samme gælder sikkert også for Århus Havn.

Når nu der er så mange fine fisk i havnen skulle man da være et skarn hvis man ikke fangede og spiste nogen af dem! En torskefilet på 1kg koster næsten 200 kr. hos fiskehandleren, men hvorfor dog bruge de penge når du på en times fiskeri kan hive en kilo-torsk op selv? I de gode måneder er det ingen sag at fange torsk, makrel, hornfisk i havnen. Et par timers fiskeri kan fylde fryseren op med mad til en uge!

Sådan kommer du i gang med havnefiskeri

Du behøver slet ikke være hardcore lystfisker for at fange en fisk i havnen. Jeg er slet ikke nogen stor fisker selv, men jeg har aldrig haft problemer med et hive fisk op i Københavns Havn. Jeg er madfisker. Der er mange andre gode grunde til at fiske, sol, frisk luft, et par øl med gutterne på kajen. Det er slet ikke dårligt, men det for at fange spisefisk jeg går i havnen og det lykkes næsten altid. Op på cyklen og så de få kilometer til vandet, så er du i gang. Uanset hvor du bor i København eller Aarhus er der ikke langt til et fiskespot. Jeg giver dig de bedste steder lidt senere i artiklen.

Det bedste du kan gøre er at melde dig ind i de Facebook grupper som handler om fiskeri i Københavns Havn og Aarhus Havn:

Københavns Havn:

https://www.facebook.com/groups/sundfiskerne/

Aarhus Havn:

https://www.facebook.com/groups/262489213925594/

Dit grej til havnefiskeri

Havnefiskeri er heldigvis billigt og simpelt at komme i gang med. Det gælder også dit fiskegrej.

Du skal bruge:

  • En kyststang på 8-9 fod
  • Et spinnehjul med line
  • 2-3 blink
  • 1 fladfiskeforfang
  • 1 makrelforfang

Hele pakken kan fås for ca. 500-700 kr., hvor det er din stang og hjul der koster det meste. Det tjener sig hurtigt hjem.

Det bedste er at købe et kystfiske-sæt med stang, hjul og line. Her på siden anbefaler jeg et billigt havnesæt fra Abu-Garcia og andet billigt fiskegrej.

Du skal have et par blink, et par stykker til torsk og et til hornfisk og makrel. Torskeblink er simple, tunge blink på 30-40gram. Hornfiske blink er tynde og lange på 20-30gram. De koster ca. 30-40 kr. pr. styk, men du kan få flere på tilbud billigere.

Hvis du vil fange fladfisk skal du bruge et fladfiskeforfang og hvis du vil fange makrel skal du bruge et makrelforfang. De koster ca. 20 kr. stykket og holde længe.

Hvad kan du fange, hvor og hvornår?

Nogen af fiskene i havnen er kun på besøg på nogle tidspunkter af året. Andre er der hele året rundt.

Torsk kan du fange hele året rundt, men er bedst i foråret og efteråret. Om sommeren er vandet for varmt og de trækker ud på dybere vand, men man kan stadig være heldig. Torsk fanger du alle steder i havnen også helt inde i kanalerne.

Fladfisk fanger du hele året rundt, men kun på sandbund. Her er Oceankaj ved Nordhavn det klart bedste sted med masser af flade. Se hvordan du finder derud her: http://oceankaj.dk.

Hornfisk fanger du Maj til Juli i kæmpestore stimer. Det er næsten umuligt ikke at fange en hornfisk! De er alle steder i havnen, men Oceankaj er rigtig god her også.

Makrel kommer til Danmark i Juni og topper i August. Du kan fange dem alle steder, men især i de dybe bassiner er det godt, for eksempel i Nordhavn. Oceankaj er også glimrende.

Tiden på dagen spiller også ind. Timen omkring skumringstid er altid bedst, især for fisk som torsk og makrel, mens hornfisk er der hele dagen og det samme med fladfisk.

Sådan tilbereder du og spiser dine fisk

Når nu du får en masse fisk med hjem – og det gør du – så skal du selvfølgelig behandle dine råvarer ordentligt. Fiskene i havnene er sunde og helt fine at spise, men de kan godt have nogle parasitter der kan give mavepine. Det lyder meget værre end det er. Du skal bare ikke spise dem rå.

Jeg foretrækker at rense mine fisk, lige når de kommer op, det tager under et minut og smid dem så i en spand med vand eller i hvert fald i en plasticpose. Når du kommer hjem giver du dem et døgn i fryseren, så er mulige parasitter døde. Det er i øvrigt kun torsk, ørred, makrel, sild og hornfisk som du behøver at bekymre dig om. Fladfisk har ikke parasitter af samme slags. Egentlig behøver man ikke fryse dem ned, de skal bare ikke spises rå (som fx Cerviche), men jeg gør det nu for en sikkerheds skyld.

Fisk kan tilberedes på et hav af måder. Jeg anbefaler at du ser nogle YouTube videoer, her kan du også lære om filetering.

Torsk er den nemmeste fisk at spise, for den smager ikke af så meget og kan tilberedes med stort set alt. Koges, steges, bages. Med alle mulige saucer til.

Fladfisk er super nem. Bare godt med smør og så på panden. Kartofler og persille.

Hornfisk og Makrel steger du også bare på panden med godt med smør.

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere detaljeret om havnefiskeri på Oceankaj – Københavns bedste havnefiske plads – så er du meget velkommen til at læse flere artikler her på siden.

Knæk og Bræk!

 

Tags:

Jeg er lystfisker i København og her på siden deler jeg mine bedste fisketip med dig. Især til Oceankaj og andre steder i Nordhavn.

VI VIL RIGTIG GERNE HØRE FRA DIG!

      SKRIV EN KOMMENTAR

      itemscope itemtype=”http://schema.org/Organization”> FB
      Oceankaj