Agn til fladfisk – her er de bedste til flere flade

Få en fladfisk på panden med disse effektive agn til fladfisk!

Hvis du synes du ikke helt fanger nok fladfisk, så kan det skyldes at du skal prøve et andet forfang, men mere sandsynligt, så fisker du ikke med det rigtige agn.

Jeg har fisket med stort set alle typer agn der findes og efter min mening er børsteorm og skalrejer det bedste agn til fladfisk. Min liste over agn til fladfisk, fra bedst til dårligst:

  1. Børsteorm
  2. Skalrejer
  3. Sandorm
  4. Kunstig børsteorm
  5. Sildestykke
  6. Blåmusling

Lad os tage dem fra toppen.

Børsteorm

Børsteorm er vel nok det bedste agn til fladfisk og det er de fleste nok enige i.

Fladfisk elsker bare børsteorm, men det gør alle fisk nu altså også.

Det er bestemt ikke ualmindeligt at fange en anden type fisk på kastet, især hvis der er lidt strøm og agnet tager tid om at synke ned.

Nåvel, men børsteorm giver fladfisk, så simpelt er det.

Børsteormen er en hidsigt udseende orm, som de fleste nok lige skal vænne sig til at håndtere.

Det gør det ikke bedre at den forsøger at bide dig!

Men den er helt ufarlig og du må nok lære at sætte den på krogen, hvis du vil fange mange fladfisk.

Jeg foretrækker at komme krogen ind gennem munden og så ud igen længere nede.

Ormen lever kortere tid med denne metode, men til gengæld er krogen bedre skjult og fisken har sværere ved at suge den af krogen. Det er ellers noget der ofte sker.

Med børsteorm kan du fiske aktivt eller passivt, men vær opmærksom på at krabber også kan lide børsteorm, så hvis du lader den ligge kan agnet blive spist af krabberne. De viser sig ofte med små ryk i stangen, hvor der ikke er bid når du mærker efter.

Skalrejer

På en delt førsteplads placerer jeg skalrejer, som efter min mening er lige gode som børsteorm, i hvert fald, hvis du fisker dem aktivt.

Skalrejer finder du nemt i supermarkedet og er derfor også agn som du kan have liggende i fryseren.

Modsat børsteorm skal du altså ikke ud og finde en automat eller grejbutik, men kan bare tage en håndfuld skalrejer med og så afsted.

Jeg fisker med skalrejer ved at brække hovedet af dem og så sætte krogen igen fra toppen og ud.

På den måde er krogen næsten fuldstændig skjult og de sidder rigtig godt på.

Det er super effektivt når du fisker aktivt og jeg har fanget mange fisk på denne måde.

En anden fordel ved skalrejerne er at det lidt screener for de større fisk. Undermålerne kan ikke få munden over rejen og bider derfor ikke på.

Det er ellers et ret almindeligt problem med børsteorm, hvor man kan få mange småfisk på.

Sandorm

Børsteormens mindre brutalt udseende fætter er sandormen, der også er en populær agn, men som jeg personligt ikke har så meget erfaring med.

De er sjældent til salg i grejbutikkerne, måske fordi de ikke er så robuste som børsteormenene. Fortæl mig hvis du ved noget om dette.

Man kan selv pumpe sandorme, og børsteorme for den sags skyld, på stranden og det kan være en god mulighed hvis du lever et sted med lang sandstrand.

De er efter sigende også gode til andre typer fisk.

Kunstig børsteorm

I de senere år er kunstig børsteorm blevet populær med navne som Gulp og Gulp Alive.

Det er altså en slags gummiagn der har en stærk lugt, som efter sigende skulle tiltrække fisken, en slags powerbait, men til saltvand.

Jeg har faktisk set en del fangster på diverse Facebook grupper med denne type agn, så det er bestemt en spændende mulighed

Selv har jeg ikke nogen erfaring med dem.

Måske kan de også bruges til havørred på bobleflåd? Fortæl mig om det i kommentarerne

Sildestykke

Sild og makrel er jo ofte fisk man som lystfisker har liggende i fryseren og derfor kan det vel være fristende at sætte det på krogen.

Jeg har ikke haft stor success med det, i hvert fald ikke fra kysten.

Min påstand er at du fanger meget få fladfisk fra kysten med sildestykke.

Det kan helt sikkert lade sig gøre, men i al den tid jeg har fisket på Oceankaj, fangede jeg kun et par stykker og kun når jeg fiskede aktivt med dem med et forfang med spinnerblade.

Makrel er måske noget bedre.

En udfordring kan desuden være at agnet falder fra hinanden. Her er et godt tip at lægge silden eller makrellen i saltlage og salte det.

Det gør agnen langt mere robust.

Blåmusling

Mit sidste agn som jeg lige tager med stammer fra min barndoms fiskeri i Norge.

Hvis ikke man havde agn, kunne man tage nogle blåmuslinger og åbne dem og sætte på krogen.

Også dengang var det en nødløsning, men det virkede da!

Kan den metode bruges i Danmark? Jeg ved det ikke, men fortæl mig det.

Blåmuslinger sidder ikke ret godt på krogen, så en tynd gummielastik kan være nødvendigt eller et langt hår som kan binde den fast, hvis du har nogen langhårede m/k med i båden eller på turen.

Måske er der andre typer muslinger i de danske farvande der kan bruges?

Skriv en kommentar