5 tips til fangst af flere makrel i Københavns Havn

Makrel sæson peaker lige NU, så hvis du ikke har været ude og afsted, så er det altså ved at være oppe over. Makrel fiskeriet er årets bedste og sjoveste fiskeri. Der er noget helt særligt ved de lange sensommer aftner, hvor fiskeriet går amok og fisken bare bider. Men der er ikke fangstgaranti, det er der aldrig, på trods af de mange fisk. Her får du mine 5 bedste tips til at få spanden fuld af fisk.

1.Fisk med flåd, ikke blink

Man kan sagtens fange makrel på blink og forfang, bare ikke i København! Spørg en kender, som nu for eksempel Jan i Jans Fiskegrej og svaret er det samme år efter år. Makrellerne tager ikke blink i Københavns Havn. Det er selvfølgelig ikke helt sandt. Der bliver jo taget makrel en gang imellem på blink og forfang. Der bliver bare taget mange flere på flåd.

Du fisker bedst makrel med glideflåd på 3-4 meters dybde, men et bobleflåd på 2 meter kan også gå an, hvis du ikke har et glideflåd. Det er nu ikke specielt svært at fiske med glideflåd, men man skal klart lige øve sig lidt i kastet.

2. Brug små, skarpe kroge

Makrellen er en hidsig fighter, men den har en forholdsvis lille mund uden tænder og den kan godt finde på at nappe forsigtigt første gang, inden den rigtig tager agnet. Gør dig selv en tjeneste og køb et par små skarpe trekroge fx i størrelse 8-10 stk. Brug nye kroge! Eller slib dem med en slibesten, hvis du af en eller anden grund bare ikke gider købe nye.

Skjul krogen godt i agnet. Makrellen har et godt syn, selvom den dog næppe spotter en krog på afstand.

3. Skær agnet langt og tyndt

Det er vistnok alment accepteret at det bedste agn til makrel er småfisk som smelt. De kan fås i indvandrer grønthandlere på Nørrebro og sikkert også andre stedet. Men.. hvorfor nu det, når sildestykker er aldeles glimrende. Du skal bare huske at skære dem ud i tynde stykker.

Husk igen på at makrellen har en lille mund. En klassisk fejl er at skære agnet for tykt og stort, så makrellen ikke kan sluge det i første forsøg. Så hopper den ofte af igen. Skær derfor et langt tyndt stykke, for eksempel 3-4 cm langt og 0.5 cm tykt. Krog agnet så den største del af agnet hænger frit under krogen. På den måde kan makrellen nappe i agnet uden straks at smage en krog.

4. Fisk med to stænger

Medefiskeri efter makrel er super sjovt, men der kan godt gå tid imellem at stimerne er der. Når de så kommer er der altså action og så gælder det om at hive dem ind. En stime kan komme ind og svømme ud på et minut. Hvis du misser modhugget er det altså kedeligt at miste chancen for en fangst.

Med to stænger kan du desuden fiske i forskellig dybde. En på 2-3 meter og en på 3-4 meter eller endnu dybere.

Men pas nu på! Jeg har mistet en fiskestang og hjul til en vild makrel i Orientkaj bassinet. Så sørg for din stang står trygt og godt, for der er power i makrellen og den VIL trække dit grej i vandet, hvis det ikke står fast.

5. Fisk ved skumring

I højsæsonen, August til September, kan du fange makrel hele døgnet, men fiskeriet er suverænt bedst ved skumringstid. Morgentimerne er bedst, men timen før og efter solnedgang er nu også glimrende.

Min erfaring siger mig at du ikke fanger makrel i mørke, men skumring giver næsten altid fisk, eller i hvert fald bid. Så det er tidlig op eller sent ud. Drop fisketuren midt på dagen, selv om det er lækkert med solskin (hvis nu vejrudsigten er til det).

Jeg er lystfisker i København og her på siden deler jeg mine bedste fisketip med dig. Især til Oceankaj og andre steder i Nordhavn.

VI VIL RIGTIG GERNE HØRE FRA DIG!

SKRIV EN KOMMENTAR

itemscope itemtype=”http://schema.org/Organization”> FB
Oceankaj